30.03.09
Chile største vinleverandør i Danmark
Chile har overhalet Frankrig som førende leverandør af vin til den danske befolkning. Dermed er Frankrig for første gang nogensinde ikke den førende leverandør. (Ritzau)
30. marts 2009 09:26
For første gang nogensinde er Frankrig ikke det land, der leverer mest vin til de danske ganer. Frankrig er blevet overhalet af Chile på listen over de største leverandører til Danmark. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Den franske markedsandel styrtdykkede sidste år fra 19,6 procent til 15,2 procent. Samtidig gik Chile frem fra 14,0 til 15,9 procent af markedet.
- Toget kører forbi Frankrig. Vinlande som Chile og Australien producerer vine, som tiltaler de danske forbrugere med en let sødme og smag af frugt, siger Ole Paustian, næstformand i Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark, VSOD, til avisen.
Medvirkende til de franske problemer er også, at mange franske vinproducenter er bundet af regler og traditioner, som gør det svært på eksportmarkeder. I nogle områder er det for eksempel ikke tilladt at tappe vinen i kartoner, som bliver mere og mere populære blandt forbrugerne. Et lignende problem er der med indførelse af skruepropper i vinflaskerne.
Også andre sydeuropæiske lande som Spanien og Italien mister markedsandel på det danske marked.
/ritzau/
