07.10.09

Pressemeddelelse angående Differentieret aldersgrænge

 

Forskellige aldersgrænser for alkoholkøb

- ineffektivt og uhensigtsmæssigt

Regeringen lægger i sit lovkatalog op til, at der skal indføres forskellig aldersgrænse for køb af forskellige alkoholtyper med den begrundelse, at det skal give de unge bedre alkoholvaner.

Morten Nielsen, formand for VSOD udtaler:

- Vi støtter helt og fuldt intentionen om at de unge skal drikke mindre. Men det opnår regeringen slet ikke ved at indføre forskellige aldersgrænser. Alle erfaringer viser, at de unge blot drikker noget andet, hvis én alkoholtype bliver gjort sværere tilgængelig. Det fremgår klokkeklart af Forebyggelseskommissionens egen rapport.

- Sundhedsstyrelsens seneste tal viser, at de unge drikker klart mest alkohol med lavere alkohol-procenter, og at det er disse alkoholtyper, de oftest drikker sig fulde i. Der mangler derfor belæg for at udpege de kraftigere alkoholtyper som mere problematiske end alkoholtyper med lavere alkoholprocent. Man rammer ganske enkelt ikke det, de unge drikker mest af – og man sender oven i købet et indirekte signal om, at de mest populære alkoholtyper er uproblematiske.

- Frankrig er netop gået den stik modsatte vej og ensrettet aldersgrænserne for alle alkoholtyper, fordi erfaringen har været, at forskellige aldersgrænser var ineffektive og umulige at håndhæve. Det  franske sundhedsministeriums begrundelse var desuden, at alkohol er alkohol uanset form og koncentration. Jeg kan kun opfordre regeringen til at notere sig denne argumentation og sætte sig grundigt ind i årsagerne til, at franskmændene har villet væk fra forskellige aldersgrænser.

- Vi håber inderligt, at regeringen ved nærmere eftertanke vælger en vej, der både er ikke-diskriminerende og som rent faktisk opfylder målet om at sikre bedre alkoholkultur og mindre alkoholforbrug blandt unge.