Nyhedsbrev fra VSOD

Oktober 2010 - nr. 11, 4. årgang

Ny formand i VSOD

Morten Nielsen er foranlediget af et karriereskift trådt tilbage som Formand. Næstformand adm. direktør Pernod Ricard Denmark Jan Rose indtræder hermed som ny formand for Vin og Spiritus Organisationen i Danmark

 

 

Tilskuds opfordring til GODA

Hele vin- og spiritusbranchen nyder godt af det arbejde, vi laver i foreningen GODA. Og GODA’s arbejde er ikke blevet mindre vigtigt for vores branche med årene.

Vi er under stigende pres. Seneste eksempel er de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om, at vi danskere nu max. må drikke 7/14 genstande om ugen. Det handler ikke så meget om, hvorvidt antallet er rigtigt eller forkert, men mere om den argumentationsform, der bruges af visse politikere, myndigheder og andre eksperter, og de paralleller der oftere og oftere trækkes til tobaksindustrien.

Vi skal fortsat vise, at vi arbejder for den gode alkoholkultur, og derfor er GODA så vigtig for os alle.

I GODA er vores indtægter imidlertid faldet støt over de senere år, derfor denne opfordring.

GODA's aktivitetsniveau er på et højt niveau ift. vores indtægter, og vi er mere fokuseret end nogensinde før takket være en målrettet strategi.

Vores nuværende indsatser er meget krævende. Vi har fokus på de unge og deres forældre med ”Alkoholdialog”, de voksne forbrugere med ”Don’t drink and drive” og forbrugersitet ”1421.dk” samt myndighederne med ”faktabaseret dialog”.

På trods af et markant faldende kontingent er det lykkedes at udvikle flere kampagner og materialer, herunder undervisningsmaterialet ”Alkoholdialog”, der nu er ude på skolerne i små 5.000 eksemplarer i skrivende stund.


GODA’s undervisningsmaterialer skelner mellem brug og misbrug. Vores målsætning er at arbejde for en kultur, hvor mindreårige ikke drikker, og hvor
unge med et ansvarligt alkoholforbrug er normsættende frem for unge med et umådeholdent stort forbrug.

Derudover har vi gang i en videokampagne i samarbejde med MTV, en film medfinansieret af Tipsmidler målrettet forældre, en EU-kampagne på diskoteker, og så må vi ikke glemme kørselssimulatoren, som vi havde opstillet til Roskilde Festivalen.

Det er alle aktiviteter, hvor GODA har spillet/spiller en afgørende rolle, og som for forholdsvis små midler sikrer os stort udbytte. Oven i dette har vi lige nu en ansøgning liggende hos TrygFonden vedr. midler til fremtidige kampagner.

Vi udnytter de begrænsede midler, vi har, maksimalt og er taknemmelige for vores faste kontingent.


Vi ved, at det er en vanskelig tid for alle i branchen, men;

Denne opfordring har ét formål: at appellere til branchen om  bidrag, store som små - uanset om din virksomhed ikke tidligere har givet et direkte bidrag til GODA, har gjort det og er stoppet med det igen, eller om din virksomhed allerede bidrager direkte til GODA.

Kort og godt: Vil din virksomhed yde et ekstraordinært bidrag til GODA og dermed være med til at sikre, at vi kan fortsætte og udvide vores arbejde med oplysning og konkrete projekter.

Ethvert bidrag vil være meget velkomment.Har du spørgsmål til ovenstående kan GODA's sekretariatschef  kontaktes på Tlf.: 20 25 17 53, E-mail aw@goda.dk
  

Jan Rose Pedersen
Formand for GODA

 

Lovforslag om forhøjelse af vinafgift sendt i høring

Skatteministeriet har udsendt høring vedr. afgiftsstigning på vin

I lovforslaget foreslås det, at afgiften på bordvin stiger med 73 øre pr. liter fra 6,14 kr. til 6,87 kr. pr. liter. SKAT skriver i Lovforslaget

 " Afgiften er i dag fastsat ud fra, at den bordvin, der sælges i Danmark har en gennemsnitlig alkoholstyrke på 12 pct. Da der i dag sælges flere vine med en alkoholstyrke på mellem 13 og 14,5 pct., bør beregningsgrundlaget opjusteres fra 12 til 13,5 pct. for at bibeholde samme beskatning af den alkohol, som er i vinen".

Ændringen af vinafgiften medfører, at tillægsafgiften for vinbaserede alkoholsodavand skal justeres ned for at bevare balancen mellem øl-, vin- og spiritusbaserede alkoholsodavand.

Hvis loven bliver vedtaget skal den træde i kraft den 1. juli 2011

VSOD vil naturligvis og i samarbejde med Dansk Erhverv forsøge, at bekæmpe lovforslaget. Læs hele lov forslaget her

Emballageafgiften halveres den 1. januar 2011.

Jævnfør Lov om ændring af lov om afgift af spildevand og forskellige andre love -halveres Emballageafgiften den 1. januar 2011.


Det vil i den forbindelse være muligt for virksomhederne, at få godtgjort differencen mellem gammel og ny emballageafgift. Ifølge betingelserne i lovens § 5 vil der kunne opnås afgiftsgodtgørelse

Læs mere under medlemsnyheder

 

Seneste stastistik

Spiritusstatistikken for 2009 samt 1. kvt. 2010, og VSOD markedsdata jan-maj 2010 er lagt på hjemmesiden under "kun for medlemmer"

 

SKAT - EMCS informationsmøder

Hermed en invitation til de EMCS informationsmøder SKAT holder for virksomheder rundt i landet.

Invitationen retter sig til de virksomheder der handler med vin, øl, spiritus, tobak og mineralolie med hinanden over EU's grænser.
I EU har landene besluttet at effektivisere arbejdsgangen for og kontrollen med vin, øl, spiritus, tobak og energiprodukter (mineralolie og gas).
EMCS er et af de midler, der skal gøre det nemmere at holde styr på handelen med disse varer, lige fra de produceres, til de sælges til forbrug.
Med EMCS bliver ledsagedokumentet elektronisk, og SKAT vil derfor have adgang til ledsagedokumentets oplysninger hele tiden.
Den 1.januar 2011 skal alle lande, inklusiv Danmark, kunne afsende og modtage elektronisk ledsagedokumenter.


Informationsmøderne vil omfatte en præsentation af de nye processer samt et overblik over det nye system.


Yderligere information kan fås via SKATs hjemmeside

 

 

 

Forhandlerpræmiering - hvor går grænsen?

I krisetider kan det være ekstra svært at få kunderne på krogen.

 

Mange leverandører føler måske et behov for at invitere kunderne til en god middag på en messe, en rejse til udlandet for at se produktet osv. Men hvor langt må man gå? Og er der forskel på  private og offentlige virksomheder?

Kurset giver en grundlæggende introduktion til de relevante retsregler på området.

Indhold
 1.    Præmiering af kunder eller samarbejdspartner - såvel offentlige som private. Hvad må man og hvad må man ikke? v/advokat og partner Frank Bøggild, Kromann Reumert. 
 2. Ansættelsesretlige problemstillinger i relations til "gaver" fra leverandører, v/advokat Marianne Granhøj, Kromann Reumert.
 3. Nyt på markedsføringslovens område generelt, v/advokat og partner Frank Bøggild, Kromann Reumert.

Hvem kan deltage?
Kurset er gratis for medlemmer og henvender sig til alle, der direkte eller indirekte arbejder med salg.

Tilmelding til kurset kan ske her