Årsberetning fra Alkoholreklamenævnet

I 2018 behandlede Alkoholreklamenævnet 16 sager. Et gennemgående tema i dette års sager var diskotekers alkoholmarkedsføring rettet mod studerende på ungdomsuddannelser. Alkoholreklamenævnet ser kritisk på den type markedsføringstiltag og understreger, at markedsføring rettet mod studerende på ungdomsuddannelserne som udgangspunkt bliver betragtet som markedsføring rettet mod børn og unge. Børn, unge og alkohol hører ikke sammen. Når man betegner et arrangement som værende for studerende på ungdomsuddannelser, henvender man sig til en gruppe, der aldersmæssigt ligger omkring 16-19 år. Alkoholmarkedsføring rettet mod en sådan målgruppe er i strid med retningslinjerne, der særligt har til formål at beskytte børn og unge.

For Nævnet er det en vigtig opgave at hjælpe privatpersoner og erhvervsdrivende til at blive klogere på, hvordan retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer skal anvendes, forstås og fortolkes. Derfor har Nævnet indledt en omfattende revidering af de gældende retningslinjer med det formål at opdatere og tydeliggøre dem. I den forbindelse er Alkoholreklamenævnet også ved at udarbejde en kvikguide, der vil indeholde konkrete eksempler samt nærmere forklaringer af, hvad der gælder i praksis. Kvikguiden vil blive tilgængelig på Alkoholreklamenævnets hjemmeside og vil løbende blive opdateret. Alkoholreklamenævnet kan i øvrigt kontaktes telefonisk, og giver gerne gode råd med på vejen, når det kommer til, hvordan markedsføringen kan indrettes, så den er i overensstemmelse med retningslinjerne.


Alkoholreklamenævnets regelsæt er udtryk for en ansvarlig selvregulering. Heldigvis er der en klar tendens til, at de erhvervsdrivende, der modtager kritik fra Alkoholreklamenævnet, straks retter sig efter afgørelsen. Respekten for retningslinjerne er en vigtig del af arbejdet for en bedre alkoholkultur. Desværre sker det, at en erhvervsdrivende fortsætter sin markedsføring på trods af Alkoholreklamenævnets kritik. Dette er selvfølgelig helt uacceptabelt, og Alkoholreklamenævnet foretager derfor en monitoreringsperiode, hvor der særligt holdes øje med, at erhvervsdrivende, der har modtaget kritik, i sin efterfølgende markedsføring respekterer Nævnets afgørelse. Finder Alkoholreklamenævnet overtrædelser af retningslinjerne eller den trufne afgørelse, vil Nævnet straks reagere. Det kan Nævnet gøre ved at tage sagen op igen eller oversende sagen til Forbrugerombudsmanden.


Denne årsberetning redegør for de sager, som Alkoholreklamenævnet behandlede i 2018. Det er vigtigt at have for øje, at der ikke er redegjort for samtlige elementer, der lå til grund for Alkoholreklamenævnets afgørelser. Redegørelserne kan derfor ikke ses som en konkret facitliste for, hvad man som erhvervsdrivende må og ikke må ved markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer. Alkoholreklamenævnet vurderer det samlede indtryk af markedsføringstiltaget. Et tiltag kan derfor vurderes at være kritisabelt, selvom enkeltelementerne hver for sig er uproblematiske.

Markedsføring udvikler sig over tid og sted. Derfor er vurderingen af markedsføringstiltag heller ikke statisk, men en dynamisk størrelse. Vi ser det derfor som en væsentlig opgave at følge udviklingen tæt og drage de nødvendige konklusioner af, hvad vi konstaterer.

Advokat Pernille Backhausen (H)
Formand for Alkoholreklamenævnet

Læs hele beretningen her.