Lovændring kan betyde lavere afgifter på spiritus

Med virkning fra den 1. januar 2018 er der indført en moderationsordning for produkter, der er pålagt spiritusafgift. Det betyder, at virksomheder kan få en afgiftslettelse på 7.500 kr. pr. hektoliter 100 % ren alkohol, de producerer. Ordningen gælder for virksomheder, der årligt producerer maksimalt 10 hektoliter (1.000 liter) 100 % ren alkohol. Hvis produktionen i løbet af et år overstiger 10 hektoliter, mister I retten til afgiftslettelse (moderation) året efter. Det betyder, at I skal betale almindelig afgift af hele salget, også for de første 10 hektoliter. 

Sådan gør I i TastSelv Erhverv, hvis I vil bruge moderationsordningen for spiritus
SKAT har oprettet et særligt felt i indberetningen i TastSelv Erhverv på skat.dk/tastselverhverv, som I skal bruge til at angive den mængde spiritus, I kan få afgiftslettelse for. Feltet hedder Afgiftslettelse (fradag) - indtastes med minus foran mængde i liter 100 % (2 dec).

Vær opmærksom på, at I fortsat skal angive den fulde mængde af jeres produktion i feltet Spiritus m.m. Mængde i liter 100 % (2 dec), som I plejer.

Det nye felt kan bruges til at indberette for perioden for februar, som har angivelsesfrist den 15. marts 2018.

Vil I søge om afgiftslettelse for januar 2018?
Hvis jeres virksomhed er berettiget til afgiftslettelse for januar, skal I angive for januar, som I plejer i TastSelv Erhverv. Derudover skal I udfylde og indsende efterangivelsesblanket 29.020, som I finder på skat.dk/blanketter under 29 Punktafgift; andre afgifter.

I blankettens afsnit om ændringer udfylder I:

  • Vareområde: Skriv "Spiritus — afgiftslettelse".
  • Periode: Skriv "1. januar 2018 til 31. januar 2018".
  • Det, der skal betales afgift af. Skriv mængden af ren spiritus i liter. Husk at sætte et minus foran tallet.
  • Afgiftssats: Skriv "75 kr.".
  • Afgiftsbeløb (hele kroner): Skriv det beløb, I kan få tilbage i afgift (mængden i liter x 75 kr.). Husk at sætte et minus foran tallet.

Love og regler
I kan finde ændringerne i lov nr. 104 af 13. februar 2018. Ændringerne for spiritusafgift står i lovens § 3. I finder loven på retsinfo.dk. Søg på nummer og årstal.

Har I spørgsmål?
I er velkomne til at ringe til SKAT på tlf. 7222 2810 eller læse mere på
skat.dk/punktafgifter under Nyheder.