Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han. 

Sundhedsstyrelsen vil nu fokusere på at få sænket skolebørns og unges alkoholforbrug. Det fastslår Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i et interview om forebyggelse.

Vi har et kæmpe ansvar over for befolkningen og beslutningstagerne på forebyggelsesområdet. Vi skal fortælle, hvor og hvordan man kan gøre mest for folkesundheden. Og her åbner vi en ny front – på alkoholområdet,” siger Søren Brostrøm, der med et coronafrit interview også gerne vil signalere, at Sundhedsstyrelsen nu har overskud til at fokusere på andet end coronaepidemien

At styrelsen nu netop vil fokusere på unges alkoholvaner, er der flere årsager til. I december blev et bredt flertal i Folketinget enige om at hæve prisen på tobak, gøre tobakspakkerne neutrale og en stribe andre tiltag, der skal mindske især unges rygning.

Det var et kæmpe gennembrud på forebyggelsesdagsordenen. Men selvfølgelig er der stadig ting at tage fat på på tobaksområdet. Blandt andet vil vi gerne styrke hjælpen til rygestop,” siger Søren Brostrøm med henvisning til, at man med det store fokus på unges rygning ikke skal miste blikket for at hjælpe voksne, der har røget i mange år.

Kedelig topplacering i ungdomsdruk
Men, understreger han, tobaksområdet er dog så meget håndteret, at andre aspekter af et sundt børne- og ungeliv kan komme i styrelsens hovedfokus på forebyggelsesområdet. Og her er alkohol centralt.

WHO’s nye skolebørnsundersøgelse fra maj måned har samtidig aktualiseret problemstillingen. Danske 15-årige drenge og piger er også i denne undersøgelse europamestre i druk.

37 procent af danske piger og 47 procent af danske drenge har været fulde mindst to gange i deres liv, viste undersøgelsen.

Ingen andre af de 45 andre undersøgte landes 15-årige har overgået denne præstation.

Samtidig viser opgørelsen, at hele 14 lande ifølge undersøgelsen har signifikant færre 15-årige, der har drukket sig fulde to gange den seneste måned i forhold til forrige opgørelse. I Danmark er de 15-åriges forbrug uændret. Tidligere tiders udvikling med fald i de danske 15-åriges alkoholforbrug ser dermed ud til at være stagneret. 

Det er dybt bekymrende, at vi har sådan en alkoholkultur blandt skolebørn. Det er ikke bare unge, som mange siger. Det er 15-årige skolebørn, vi taler om,” siger Søren Brostrøm.

Læs hele interviewet her Altinget.dk

Vin & Spiritus Organisationen i Danmark vil i særligt grad påpege, at aldersgrænsen for køb af alkoholprodukter bør hæves til 18 år uanset salgssted og alkoholtype. Alkohol er et nydelsesmiddel for voksne - ikke mindreårige.