Diskoteker betaler 150.000 i bøder for alkoholreklamer rettet mod unge

Tre diskoteker har i opslag på Facebook reklameret for begivenheder med alkohol rettet mod unge. De betaler nu bøder på henholdsvis 10.000, 10.000 og 130.000 kroner.

Diskotekerne Mona i Maribo, TemaBar i Viborg og The Gap i Aalborg har alle reklameret for arrangementer med alkohol rettet mod unge under 18 år på Facebook. Mona har accepteret at betale 10.000 kroner for ét opslag, det samme har TemaBar, mens The Gap har accepteret at betale 130.000 kroner for 13 forhold.

The Gap havde blandt andet skrevet i et opslag på Facebook:

”The Gap præsenterer – frie sjusser og shots fra 23.00-00.00. For Dronninglund, Brønderslev & Fjerritslev Gymnasium. Book dit bord nu på […] – Denne begivenhed er ikke et samarbejde med hverken festudvalg eller gymnasierne, vi er bare i fest humør – The Gap – Nightclub”.

TemaBar havde skrevet:

”Vi gentager successen fra sidste år! Venner, bekendte, familie og andre ølelskende personer - det er atter blevet tid til, at vi skal afholde ØLSTAFET rundt om Søndersø i Viborg! Ølstafetten starter ogslutter på de smukke omgivelser ved plænen foran Brænderigården og Golfhotellet. Pris: 100 kr. pr. hold for deltagelse inkl. FRI ENTRE på TemaBar bagefter. Pris 250 kr. pr. hold for deltagelse inkl. 1 ks. øl (30 stk), Svedbånd, Oplukkere mv. + 3 Sommersby eller Tuborg til Afterparty på Temabar Viborg [...] REGLER: 1 ALDERSGRÆNSE: 16+"

Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod unge under 18 år. Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Diskotekerne har også et strafansvar, selvom de ikke udskænker alkohol til mindreårige, da det er selve markedsføringen af alkohol til personer under 18 år, der er ulovlig.

Diskotekerne har alle accepteret at betale bødeforlæg.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Markedsføringsloven er meget klar. Enhver omtale af alkohol er forbudt, når målgruppen er unge under 18 år. De må ikke opfordres til at feste med alkohol via Facebook eller andre sociale medier.”

Det er foreningen Alkohol og Samfund og Alkoholreklamenævnet, som har klaget til Forbrugerombudsmanden over de tre diskoteker.

Markedsføringsloven

  • 11, stk. 2:”Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.”

Foer yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.