Når man drikker alkohol, transporteres den via spiserøret til mavesækken. I mavesækken nedbrydes en del af alkoholen af et enzym (alkoholdehydrogenase). Derefter føres alkoholen med blodet til leveren, hvor den største del af nedbrydningen sker. Alkohol, der ikke i første omgang nedbrydes i leveren, føres med blodet rundt til kroppen øvrige organer, bl.a. hjernen. Hver gang blodet på ny passerer leveren, vil en del af alkoholen nedbrydes.
Alkohol er en væske, der derfor fordeler sig i kroppens egne væsker. Mænd indeholder mere væske end kvinder, da deres muskler er større, og de har mindre fedt. Desuden nedbryder mænd en større del alkohol i mavesækken end kvinder. På grund af forskel i nedbrydning, kroppens væskeindhold og vægt er kvinder derfor meget mere følsomme over for alkohol end mænd.