Risici og lovgivning


De fleste unge har positive forventninger til det at drikke. De mener, man bliver i godt humør, mister hæmninger og får det sjovere til festen. Men realiteten er, at unge er mere påvirkelige over for alkohols negative virkninger, fordi hjernen ikke er færdigudviklet før man er voksen.

Som ung mister man let dømmekraften, hvis man er beruset, og gør måske ting, man bagefter fortryder. Jo flere genstande unge drikker, jo flere problemer kommer de ud for.

Planlæg hjemturen inden festen

· Giv eventuelt den unge en sovepose med, så han eller hun kan overnatte.

· Tjek bus og togtider.

· Tilbyd at betale for en taxa hjem.

· Aftal hvem der henter i forældregruppen.

· Hvis der er nogle, der kører i bil, så sørg for at der er klare aftaler om, hvem af de unge der kører hjem allerede inden festen, så chaufføren holder sig ædru.

Salg og udskænkning

Det er ulovligt for butikker at sælge alkohol til unge under 16 år. Overtrædelse af loven straffes med bøde.

Siden den 7. marts 2011 skal man være 18 år for at købe alkohol med en styrke på 16,5 % vol. og derover.

Som bevis på, at man er over 16 år, kan man fx vise pas eller et særligt unge-ID, som kan købes hos kommunen.

I restaurationer, diskoteker m.v. er det forbudt at servere alkohol for personer, der ikke er fyldt 18 år. Overtrædelse straffes med bøde både til den, der serverer, og til den, der nyder, køber eller på anden måde skaffer sig drikkevarer.

Restaurationerne har pligt til at skilte med forbuddet og har også pligt til at sørge for, at der er mulighed for at få serveret andet end stærke drikke (lyst øl, alkoholfrit øl og kaffe).

Færdselsloven

Det er strafbart at køre eller forsøge at køre bil efter at have indtaget alkohol, så promillen overstiger 0,5 promille. Se mere på sikkertrafik.dk.

Straffeloven

De kriminalitetsformer, som man oftest ser i forbindelse med beruselse, er vold, trusler, voldtægt eller andre seksuelle krænkelser og hærværk.

Alle disse overtrædelser vil kunne betyde en plettet straffeattest.