Den Bornholmske Spritfabrik (69)


DEN HJEMVENDTE AKVAVIT 

Historien har været hård ved Nexø, den næststørste by på Bornholm. I 1510 blev den brændt ned af fjender fra Lübeck, i 1645 blev den plyndret af svenskerne, ni år senere døde 413 af byens godt 500 indbyggere under pesten, i 1759 blev den hærget af en voldsom ildebrand, og i maj 1945, adskillige uger efter befrielsen af resten af Danmark, ødelagde russiske bombardementer 750 af byens omtrent 900 huse. Senest blev byens hovederhverv, erhvervsfiskeriet, ramt af kraftig tilbagegang, bedst som man havde udbygget den store havn i 1980’erne. 

Men hver gang har Nexø rejst sig af ruinerne, bygningerne er blevet genopført og optimismen vendt tilbage. Og i 1994 vendte også Bornholmer Akvavit tilbage til ikke bare Nexø, men Bornholm som sådan, efter at være blevet fremstillet ”i eksil” gennem 73 år. 

Det skyldtes etableringen af Den Bornholmske Spritfabrik, Danmarks østligste destilleri, hvis andre kerneprodukter er Bornholmer Bitter og Bornholmer 1855 Traditionsakvavit, opkaldt efter stiftelsesåret for forgængeren, det gamle dampbrænderi i byen Hasle på øens modsatte kyst, der lukkede i 1921. I de senere år er der desuden blevet produceret en række årstid-akvavitter samt den lokale specialitet, Honningsyp, en blanding af snaps og honning.  

Det seneste skud på stammen er lanceringen af Sevablødda-drammen, hvis navn refererer til det slidsomme arbejde med at smøre sliskerne på skibene med sæbe, et arbejde, der i Nexø blev udført på Danmarks første tørdok fra 1892. Også arbejderne skulle i den forbindelse have sig lidt ”seva” (bornholmsk for sæbe) til at ”blødda” (smøre) ganen. 

Med den slags vink til den lokale dialekt og historie er Den Bornholmske Spritfabrik i høj grad en virksomhed, der hylder sit hjemsted – vel at mærke på en måde, der kan værdsættes andre steder. Og selvom historien har gjort ondt på disse kanter, er der ikke desto mindre traditioner fra hedengangne tider, som bør bevares. For eksempel den klassiske, bornholmske akvavit, fremstillet her, nydt overalt.  

Main products

Akvavit og Bitter.

Nice to know

Distillery: Yes

Open for tours/tastings: By appointment only

Boutique with fixed opening hours: No

Webshop: No International shipping: No

Cafe or restaurant: No

Venue for other events, concerts, etc.: No

Sleepover options: No

Here we are: Find on map of Denmark

Contact information

Den Bornholmske Spritfabrik

Sønder Hammer 156

DK - 3730 Nexø

Tlf: +45 7020 2969

Mail: Kontakt

Web: Bornholmersnaps