Snoremark (43)


MJØDMESTRENE

I den nordiske mytologi er det ofte jætter, der spiller skurkerollen som ækle, brutale og i bedste fald uberegnelige væsener. Men i fortællingen om Skjaldemjøden – lavet på den kloge Kvasers blod og i stand til at give digterevner og højt humør til alle, der drikker af den - er det guden Odin, som glemmer alt om gode manerer. Jætten Suttung har nemlig fået foræret mjøden og kedlen Odrører af to dværge som soning for deres drab på hans kone. Men stakkels Suttung mister den – og hans datter sin mødom – til Odin, der under sit besøg hos dem sluger både kedlen og begge kar, inden han forklædt som ørn flyver hjem og brækker indholdet op over Asgård til de andre guder, som står klar til at tage imod.

Jo, de var glade for mjød, både de nordiske guder og de, der fortalte historierne om dem. Og det er de i den grad også på Snoremark Mjødbryggeri, hvor der produceres moderne tolkninger af tørre og halvsøde mjødvarianter samt historisk bronzealdermjød, udviklet på basis af arkæologiske fund og i samarbejde med forskere fra Nationalmuseet.

Karin Sloth og Thomas Bredholt startede Snoremark som “garagebryggeri” i 2010. Året efter sendte Thomas noget af det første bryg til Danmarksmesterskabet i mjødbrygning ved biavlerforeningens honningfestival. Snoremark var i konkurrence med garvede mjødbryggere fra hele landet, men vandt på sin fyldige smag og gode balance. Det gav blod på tanden og blev startskuddet til at opskalere produktionen. Siden er det flyttet fra garagen til en tidligere grisestald og har udviklet sig til et professionelt foretagende. Der er også fulgt flere priser, ikke bare ved biavlerforeningens årlige mjødmesterskab, men også Nordic Food Contest og i Dansk Forum for Frugtvin.

I dag er Snoremark anerkendt for sin seriøsitet og sine ambitioner om at brygge dessertvine, der kan tilfredsstille selv kræsne ganer. Her arbejdes med vilde urter og frugter, der er naturligt hjemmehørende i Danmark. Snoremark har desuden en ciderplantage og naturligvis bistader, der leverer honning til produktionen.

Bryggeriet er indrettet på en ældre firelænget ejendom, som også er hjem for ejerne. Gården, der har lagt navn til bryggeriet, ligger nord for Roskilde i landsbyen Tågerup. Her kan besøgende – ud over at nyde det frie udsyn til alle fire verdenshjørner, til middelalderkirker og gravhøje og til Roskilde Fjord med de fem verdensberømte vikingeskibe – smage på Snoremarks mjød, cider, vermouth, ginlikør, luthendrank (kryddervin) og alkoholfri æblegløgg. Der er desuden jævnlige rundvisninger med smagning og historiefortælling om mjødens betydning fra vikingetiden til nu.

Snoremark er officiel besøgsbigård, og i sommerhalvåret er der jævnligt honningevents, hvor man dels besøger bigården og dels kan presse sin egen honning fra nyhøstede bitavler. På gården Snoremark finder man desuden drinksdistributøren Egoista, der blandt andet står bag ginbrandet Jim & Tony.

Der er med andre ord nok at passe på for Karin og Thomas, hvis Odin en dag skulle kigge forbi.

Main products

Mjød og cider.

Nice to know

Distillery: No

Open for tours/tastings: Yes

Boutique with fixed opening hours: Yes

Webshop: Yes International shipping: Yes

Cafe or restaurant: No

Venue for other events, concerts, etc.: Yes

Sleepover options: No

Here we are: Find on map of Denmark

Contact information

Snoremark

Gundsølillevej 52, Tågerup

DK - 4000 Roskilde

Tlf: +45 3022 7761

Mail: Kontakt

Web: Snoremark