Lammefjordens Destilleri (39)


HAVBUNDENS HØST 

Et af Danmarks mest markante kendetegn er vores mange fjorde. Som et minde om istidens gletsjere skærer de sig ned mellem bakker, marker og skove og fører havvandet dybt ind i store dele af landet. Undtagen Lammefjorden på det nordvestlige Sjælland. En stor del af den er nemlig tørlagt. Til gengæld danner den i bogstaveligste forstand grundlag for noget af Skandinaviens fineste alkohol. 

Inddæmingen og dræningen af Lammefjordens vestlige del begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor en stor del af arbejdet blev udført med håndkraft, fordi hestevognene ikke kunne køre på den sumpede havbund, der efterhånden dukkede frem. Projektet blev afsluttet i 1943, hvor Vesteuropas laveste punkt blev blotlagt 7,5 meter under havets overflade, da de sidste saltvandsdråber sev ud i de tilstødende kanaler. Gevinsten var 55 kvadratkilometers eminent, intens landbrugsjord, som siden har udløst EU’s kvalitetsmærke BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse) til de lokale kartofler og gulerødder. 

Hvert år moser, koger og destillerer Lammefjordens Destilleri de kartofler, som er blevet fravalgt til middagsbordet, fordi naturen har gjort dem for skæve eller kantede, eller fordi de er blevet skadet under optagningen. Men hvad angår smag og sukkerindhold er de identiske med de højt skattede spisekartofler, som de har ligget side om side med i den vitaminrige, gamle fjordbund. Kvaliteteten og smagen følger med hele vejen gennem kobberkedlerne, og da der tilmed bruges vand fra den lokale Vallekilde til at nedvande destillatet, har virksomhedens Nordic Soil Vodka altid en smag af Lammefjorden, uanset om du nyder den i et vestjysk sommerhus, ved stranden på toppen af Danmark, på en bar i København eller måske i New York og London. 

Indtil videre er den krystalklare vodka destilleriets eneste produkt, men der brygges – og destilleres - på en masse andre bæredygtige og nydelsesværdige ideer her i Hørve, der engang var en havneby, men som nu på alle sider er omgivet af landets mest magiske marker. 

Main products

Vodka.

Nice to know

Distillery: Yes

Open for tours/tastings: Yes

Boutique with fixed opening hours: No

Webshop: Yes International shipping: No

Cafe or restaurant: No

Venue for other events, concerts, etc.: No

Sleepover options: No

Here we are: Find on map of Denmark

Contact information

Lammefjordens Destilleri

Bjergesøvej 16

DK - 4534 Hørve

Tlf: +45 0000 0000

Mail: Kontakt

Web: Nordic Soil