Destilleriet Als (24)


EN MODIG GAVE 

I Huholt lidt øst for Sønderborg, på øen Als, der tidligere var kendt for sine frugtplantager, står en beskeden række vinstokke, der hvert år bliver til vin. Næsten. En sommer hændte det nemlig, at vinen ikke blev så god som forventet og derfor ikke skulle på flaske. 

Men det betød nu ikke, at vinen og dens betydelige alkoholpotentiale skulle gå til spilde. Den kunne både destilleres og lægges på fad bagefter. Det besluttede Krestian Muusmann sig for at gøre. Det var hans forældre, der ejede vinstokkene, og hans fars 60 års fødselsdag nærmede sig. Måske han ville blive glad for en brandy, baseret på de ellers mislykkede druer? Krestian destillerede i skjul hjemme i sin garage ved hjælp af en gammel mælkejunge, nogle rør og en gasflamme og lagde sin spiritus på et fem liters egefad, som han derpå forærede sin far, Karl Christian, i gave på den store dag. Da dråberne skulle smages, var alle enige om, at det var et aldeles hæderligt resultat. 

Måske var det ikke direkte alkymi, Krestian udøvede dengang. Men at kunne forvandle kasseret vin til hæderlig brandy gav ham modet til at forsøge sig som destillatør, og hans civilingeniørspeciale om at drive et destilleri gav ham den nødvendige viden. 

I 2014 fremstillede Destilleriet Als så sin første gin, og siden har deres Kalas Gin – ”kalas” er en gammel betegnelse for en stor fest – i flere forskellige varianter høstet stor anerkendelse, også internationalt. Den største ære, hvis man spørger ejerkredsen, der alle er født og opvokset i Sønderborg, var dog Sønderborg Iværksætterpris i 2018.  

Der er også whisky på vej fra destilleriet, som efter at have etableret sig i Høruphav nu er rykket ind midt i Sønderborg, hvor de har lejet den tidligere rutebilstation i foreløbig 10 år. Snart vil de festlige ringe i vandet rejse ud herfra med smørrebrød i verdensklasse, cocktails og sjusser for enhver smag og - ikke mindst - den gode historie om den modige fødselsdagsgave fra Krestian til Karl Christian. 

Main products

Kalas Gin, æblelikør og whisky.

Nice to know

Distillery: Yes

Open for tours/tastings: Yes

Boutique with fixed opening hours: No

Webshop: Yes International shipping: Yes

Cafe or restaurant: No

Venue for other events, concerts, etc.: No

Sleepover options: No

Here we are: Find on map of Denmark

Contact information

Destilleriet Als

Holtvej 8

DK - 6470 Sydals

Tlf: +45 5353 4545

Mail: Kontakt

Web: Destilleriet